Kildesortering

Affald er ikke bare affald, men ressourcer! Derfor skal vi sortere vores affald, så noget af det kan genanvendes og ikke bare brændes.

Her finder du et link til Roskilde Kommunes Affald og genbrug. Klik her for at læse mere om de enkelte kilder, håndteringen og deres påvirkning på miljøet. 

Husk at du altid selv kan køre dit affald på KARA, Roskildes genbrugsplads; Klik her for at se hjemmesiden med adresse og åbningstider, samt videre info om aflevering og sortering af affald.



Herunder kan du læse om Solvangs særlige regler for affald og genbrug.


KOMPOST Kompostbeholderen kan rekvireres gratis hos Affald og Genbrug i Kommunen på tlf. 46 31 36 21 eller på affaldoggenbrug@roskilde.dk


Her kan du kompostere blomster, frugt, grøntsager, haveaffald (pas på med ukrudtsfrø), kaffegrums og teblade med filter, kartoffelskræller og alle mulige andre skræller eller det, vi kalder grønt affald samt køkkenrulle, nøddeskaller, potteplanter, æggebakker og æggeskaller. Nogle foretrækker at udelade sprøjtede citrusskræller og majskolber.


Grav komposten ned i bedene om efteråret, så du helt undgår brug af kunstgødning til dine afgrøder.Hidtil har man kunnet få gratis kompostorm på torvet en gang om året (se i lokalavisen), men de kan også købes på planteskoler. Ormene er ikke nødvendige, men de får komposteringen til at gå hurtigere.


Bolius, Boligejernes Videnscenters store guide til kompostering. Bolius er en nonprofit organisation, der formidler gratis og uvildig rådgivning til alle danske boligejere. 


DAGRENOVATION

Containeren til dagrenovation står på P-pladsen ved skolestien lige i nærheden af Foreningshuset. Nøgle rekvireres gratis hos formanden. 

Bortkommen nøgle erstattes for kr. 100,-.

Dagrenovation er alt det affald, du ikke kan sortere på andre måder: køkkenaffald, hygiejneaffald fra badeværelset, herunder bleer, bind samt mindre emner af snavsede og kasserede emballager som fx kartoner til mælk, juice, snavset papir, pap, plast og metal. Dagrenovation er desuden bakker fra kød, fisk og andre madvarer, støsugerposer, cigaretskod og madaffald. Skarpe og spidse genstande samt støvende, vådt eller uhygiejnisk affald skal være forsvarligt indpakket, inden det kommes i skraldeposen. Luk affaldsposen, så containeren ikke lugter!
Smid ALDRIG latrin i containeren!


LATRIN / TOILETAFFALD / FÆCES eller bare ....

Love og ordensregler for Haveforeningen Solvang

§ 15

stk. 1    Nedgravning af latrin kan og skal foretages i en afstand af mindst 2,5 m fra skel og ikke dybere end 50 cm i jorden.

stk. 2    Der må ikke etableres eller bruges vandskyllende toiletter, uden at disse har afløb til godkendt samletank.

stk. 3    Tilladelse til etablering af samletank til husspildevand skal indhentes hos både haveforeningens bestyrelse og kommunens byggesagsafdeling,              inden etablering af sådanne påbegyndes (haveforeningens godkendelse skal medsendes til kommunen).



GLAS

Kuben til glas står på P-pladsen ved Holbækvej i hele sæsonen og bliver tømt efter behov.
                                                                                     

Emballageglas til genbrug er f.eks. vinflasker, syltetøjsglas, sildeglas, ketchupflasker, flasker der har indeholdt dressing, olie, marinader o.l., både klart og farvet glas samt glasskår fra f.eks. drikkeglas o.l.. Pak gerne skårene ind i avis.

Det er ikke nødvendigt at rengøre glas og flasker før aflevering. Lad låget blive på, det beskytter glasset mod at gå i stykker i kuben. Det bruger mindre energi at rengøre og genanvende glas, end det gør at smelte det om.


Kom ikke porcelæn, keramik, spejle, elektriske pærer, planglas og andet affald i kuben. Det forurener og ødelægger den videre proces.



PAPIR

Kuben til papir står sammen med de andre på P-pladsen ved Holbækvej i hele sæsonen og tømmes efter behov.  

Papir til genbrug er: Aviser, reklamer, ugeblade, kuverter, brevpapir, kopipapir, telefonbøger.

Kom ikke pap, karton, mælkekartoner, vådt og snavset papir, plast, bøger, æggebakker, gavepapir, pizzabakker og køkkenrulle i kuben til papir.




PAP
Containeren til pap står sammen med de andre på P-pladesen ved Holbækvej i hele sæsonen og tømmes efter behov.

Her kan du aflevere rent og tørt pap og karton. Det er f.eks. papkasser, bølgepap, æggebakker, paprør, kartoner til f.eks. cornflakes, tandpasta og bakken af pap, som tomaterne og ingefæren og den slags har ligget på.

Papkasser skal foldes sammen, så de fylder mindre, med tapen behøver ikke pilles af.

Kom ikke pizzabakker og mælkekartoner i papcontaineren. De er snavsede og ødelægger genbrugsprocessen.



BATTERIER OG SMÅT ELSKROT

Batteriboksen står også på P-pladsen ved Holbækvej.


Her skal brugte batterier og småt elskrot afleveres uden emballage.

Småt elskrot er f.eks. mobiltelefoner, el-tandbørster, barbermaskiner, opladere, cykellygter og mp3-afspillere.

Husk de skjulte batterier i f.eks. fødselsdagskort med musik og børnesko med lys.




HAVEAFFALD
En gang om måneden står der 2 containere til haveaffald på P-pladsen ved Holbækvej og 2 på P-pladsen ved Skolestien. Containerne er aflåst med hængelåse, som kun RTR og Solvangs bestyrelse har nøgler til. Containerne er åbne på nærmere angivne søndage kl. 9.30 - 11.30 og bevogtes af miljøudvalget. Se de aktuelle datoer under Renovationsordning.

Haveaffald er rent komposterbart affald. Det er grene, staudeaffklip, ukrudt osv. Ikke jord, sten el.lign.

Kom ikke plastikposer eller andre materialer i containeren. Affaldet komposteres på KARA, og vi får refusion fra kommunen efter vægt. Det har hidtil beløbet sig til godt kr. 11.000,- om året. Er affaldet ikke rent komposterbart, bliver det brændt, og vi mister refusionen.

Gratis kompost kan hentes på KARA. Se i lokalavisen.


STORSKRALD
En gang om året står der 2 ekstra containere ved siden af containerne til haveaffald. De er til storskrald. Stort og småt brændbart affald som f.eks. plastik og træ, Aflever ikke metal, farligt affald eller elektronik, hvidevarer el.lign. Det skal du selv køre på genbrugspladsen med.


FARLIGT AFFALD
I 2013 havde Roskilde Kommune stor succes med deres Farligt Affaldsdag i Solvang. De ikke alene opsamlede farligt affald, de gav også morgenmad 
og gode råd og viden om kildesortering for de mange interesserede, der mødte op. Men det var en engangsforestilling. Vi overvejer derfor at lave vores egen opsamling af farligt affald og metal, elektronik, hvidevarer o.lign på storskraldsdagen, hvis nogle medlemmer vil stille tid og trailer til rådighed. Vi kan så selv sortere og køre det på genbrugspladsen.

Farligt affald er rester af varer i emballage mærket med faresymboler og f.eks. maling, lak, olie, rengøringsmidler, sprøjtegifte, medicin, kanyler, el-sparepærer og batterier. Undgå at blande forskelligt farligt affald og aflever det i original emballage eller skriv på emballagen, hvad der er i.


Ċ
sima@solvang-hf.dk,
4. nov. 2017 04.22
Comments